Kasper Jakobsen
Nogle af mine spændende kundeprojekter
I det daglige sidder jeg med projekter hos mange forskellige typer af kunder. Det spænder fra store, komplekse projekter inden for Identity Governance & Administration (IGA) i både offentlige institutioner og større private finansielle områder, til lidt mindre Access Management-projekter (AM). Vi spænder bredt i ICY Security, men alt, hvad vi laver, har fokus og tanke på kundens digitale identiteter og de underliggende dataadgange.
På det seneste har en række kedelige sager om databrud affødt en stor interesse blandt virksomheder for netop disciplinerne IGA, AM og PAM (Privileged Access Management). Og det har været med til at gøre vores arbejde med at skabe et sikrere samfund (som vi betragter som kernen i ICY Securitys DNA) endnu mere spændende og udfordrende.
Jeg har gennem de sidste år bl.a. fået løftet en kunde fra en ældre udgået IGA-løsning over på en nyere state-of-the-art-platform og fået implementeret processer og workflows for ”life cycle management” på alle deres identiteter. Både før og under sådan et projekt afvikler vi mange workshops med kunden, lige fra at klarlægge hele onboarding-processen og til at integrere de mindste applikationer i datakæden. Vores indsats bidrager til, at kunden kan vise, at de er compliant med deres dataadgange og tilhørsforhold til de rigtige grupper i organisationen.
Det spændende i sådan nogle projekter er først og fremmest dialogen med kunderne, som kræver, at vi har indgående kendskab til deres forretningsgange og de datamodeller, de arbejder ud fra. Lige så spændende er det, når der skal sættes strøm til processerne, og man begynder at få en fornemmelse og ikke mindst indikation af, at rettigheder og data nu følger ens identitet og livscyklus i ansættelsen.
Personen Kasper Jakobsen
Inden dagens arbejde for alvor starter, er jeg den ”lidt irriterende” type, der sætter mig op på min cykel for at rulle de godt 25 km. til vores fantastiske kontor i Ballerup. Her er altid godt humør og en helt særlig iværksætterånd, som om ICY Security først lige var blevet sat i søen. Den tur gør, at jeg kan fokusere 100% på vores projekter og på de ideer, der i løbet af dagen bliver skabt på kontoret. Jeg får også tid til at arrangere ”Feinschmecker”-aftener, som er en lille klub i ICY Security, der sørger for at fylde lidt kulturelt i medarbejdernes kalendere.